Hej alle. Jeg ved ikke helt, hvorfor, men er blevet træt af Livets Effekter. Udtrykket i bloggen har en stil, som jeg engang var helt vild med. Men som tiden går, udvikler jeg mig jo, og jeg har fået en lidt anden smag nu. Derudover blogger jeg næsten ikke længere herinde, så jeg var vist bare mistet interessen. Men ikke mistet interessen for at blogge.... Derfor tænkte jeg, at det var smartest at starte en helt ny blog op - ud med Livets Effekter (det er ellers sådan et sødt navn).
MIN NYE BLOG
Den nye blog hedder Byens Bitreste. Det er inspireret af Thomas Holm's sang "Byens Bitreste Mand", som jeg har en dyb kærlighed til. Jeg har en lidt anden skrivestil inde på den nye blog.. Det ved jeg ikke, måske har jeg. Jeg synes, at jeg skriver meget mine tanker herinde. Sådan mine tanker på en måde, hvor jeg udtrykker dem bedre. Skriver "dybe" tekster. På den nye blog er det lidt mere mine ufiltrerede tanker. Altså mine tanker, som de kommer.
Jeg håber virkelig, at I (mine 6 følgere og de andre, som muligvis kigger med) kunne tænke jer at kigge med igen. Men først skal jeg lige igang med bloggen! Det må I gerne følge med i!! <3
akavet
akavet er det. hvor er jeg blevet af? jeg har ikke skrevet siden april ... et eller andet sted, så elsker jeg at blogge, men et andet sted, så finder jeg bare ikke tid til det. jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. måske starter jeg en ny blog op - måske genopliver jeg denne...
der er ikke så meget tekst for tiden
Og hvad jeg skal sige til dét, ved jeg simpelthen ikke. Det er ikke fordi jeg mangler tid og ikke fordi jeg mangler lysten. Det sker bare ikke. Ofte går jeg ind på min blog og kigger på den; prøver at finde på noget, som jeg har lyst til at skrive. Der popper bare intet op - det er som om, at jeg mangler inspirationen til det. Som om at jeg nogensinde har skrevet et inspirerende indlæg før alligevel. Så nu prøver jeg vel bare at få skriblet nogle ord ned, som vil give mening at lægge op på en blog.
Først vil jeg lige komme ind på hvordan det går. For det går godt - og så er det jo lidt sjovere at skrive om. Jeg har lige fået topkarakter for en stor aflevering jeg afleverede i maj, jeg har overstået mine sidste eksamener for længe siden, og jeg tilbragte sidste uge i Sverige med mine bedste venner: Min klasse. Jeg er jo i mellemtiden blevet nitten år (tillykke med fødselsdagen, Nadja), og føler mig, som aldrig før, mere voksen og ansvarlig. Mine forældre begynder at være mere og mere nærige omkring, hvad de vil betale for mig, så det er bare frem med pengepungen for gamle-Nadja. Og når vi nu allerede snakker om pengepungen, så blev min pung stjålet på Hovedbanegården i torsdags. Det er så en mindre positiv ting ved min tilværelse for tiden, især fordi jeg allerede havde tilbragt hele dagen i tre forskellige busser, en færge og et tog dén dag. Med køre- og søsyge måtte jeg tage en taxa hjem, og da jeg skulle betale manglede jeg (pinligt nok) min pung. Så nu sidder jeg og søger rundt på diverse hjemmesider for at få anmeldt tyveriet og bestilt nye kort; mastercard, sygesikring, nem id, studiekort, og så videre, og så videre.
Men jeg vil lægge det negative til side igen, for der er flere af de positive sager, som jeg har lyst til at dele ud af. For (som jeg mener, at jeg har nævnt før her på bloggen) jeg er jo ved at få mig en lille flirt, hvis ikke man kunne kalde det en kæreste allerede. Og hvis jeg skulle vurdere hvilken dag vi fandt sammen, så er det allerede lidt over tre måneder siden. Det er sindssygt at tiden går så hurtigt, for jeg føler faktisk kun, at det var to uger siden, at jeg sov hos ham efter en fest for første gang - hvilket er dén dag jeg tæller som dagen vi fandt sammen. Men det er ikke to uger siden; det er meget mere, og jeg har lyst til at vende mig selv på vrangen, når jeg tænker på, hvor uhyggeligt stærkt det går.
Han spurgte mig om jeg ville med til en familiefest. Jeg sagde nej. Måske burde jeg have sagt ja, for det kunne have været hyggeligt nok. Han fortalte mig, at jeg nok blev nødt til at komme med til en eller anden familiefest snart. Jeg husker, at jeg rødmede.
Først vil jeg lige komme ind på hvordan det går. For det går godt - og så er det jo lidt sjovere at skrive om. Jeg har lige fået topkarakter for en stor aflevering jeg afleverede i maj, jeg har overstået mine sidste eksamener for længe siden, og jeg tilbragte sidste uge i Sverige med mine bedste venner: Min klasse. Jeg er jo i mellemtiden blevet nitten år (tillykke med fødselsdagen, Nadja), og føler mig, som aldrig før, mere voksen og ansvarlig. Mine forældre begynder at være mere og mere nærige omkring, hvad de vil betale for mig, så det er bare frem med pengepungen for gamle-Nadja. Og når vi nu allerede snakker om pengepungen, så blev min pung stjålet på Hovedbanegården i torsdags. Det er så en mindre positiv ting ved min tilværelse for tiden, især fordi jeg allerede havde tilbragt hele dagen i tre forskellige busser, en færge og et tog dén dag. Med køre- og søsyge måtte jeg tage en taxa hjem, og da jeg skulle betale manglede jeg (pinligt nok) min pung. Så nu sidder jeg og søger rundt på diverse hjemmesider for at få anmeldt tyveriet og bestilt nye kort; mastercard, sygesikring, nem id, studiekort, og så videre, og så videre.
Men jeg vil lægge det negative til side igen, for der er flere af de positive sager, som jeg har lyst til at dele ud af. For (som jeg mener, at jeg har nævnt før her på bloggen) jeg er jo ved at få mig en lille flirt, hvis ikke man kunne kalde det en kæreste allerede. Og hvis jeg skulle vurdere hvilken dag vi fandt sammen, så er det allerede lidt over tre måneder siden. Det er sindssygt at tiden går så hurtigt, for jeg føler faktisk kun, at det var to uger siden, at jeg sov hos ham efter en fest for første gang - hvilket er dén dag jeg tæller som dagen vi fandt sammen. Men det er ikke to uger siden; det er meget mere, og jeg har lyst til at vende mig selv på vrangen, når jeg tænker på, hvor uhyggeligt stærkt det går.
Han spurgte mig om jeg ville med til en familiefest. Jeg sagde nej. Måske burde jeg have sagt ja, for det kunne have været hyggeligt nok. Han fortalte mig, at jeg nok blev nødt til at komme med til en eller anden familiefest snart. Jeg husker, at jeg rødmede.
